fredag den 30. oktober 2009

Restaurant Malling & Schmidt



Enebærrøgede kartoffelchips med bakskuld emulsion, saltede rapsoliechips med allehånde og dehydrerede grøntsager.


"Hummeren på havets bund"; Hummer, havsalat, tangcroutoner, agurk/urte væde




små rugbrød og hvidt brød bagt over lejrbål med spæk på toppen.



"Den Sorte Gotlandske trøffel"; Braiseret oksesteg, hybensaft, friskrevet trøffel og smørsauce.



Stegte æbler fra familiens egen gård, sejt flødeskum, kastanjer og sorbet.


Espresso. Dertil små pandekager, sukkermadder, grøn chokolade, chokolade m. hindbør, knækbrød m. rosmarinkaramel og tangchokolade.


Kære venner, nu skal i lytte godt efter. Jeg har netop fået en stor drøm opfyldt. Drømmen synes måske fjollet for nogen, men jeg har i flere år drømt om at besøge restaurant Malling & Schmidt i Jägergaardsgade i Århus. Igår gik den drøm i opfyldelse.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg kan nares af ultra flotte anretninger - dét kan ofte være nok for mig til at jeg er solgt(Ja men er vel visuel tænkende!). Men dette var så meget mere end dét.

Vi bliver mødt at en venlig og yderst veltalende tjener, der tager vores jakker og tilbyder os et glas cava. Vi vælger dog at takke pænt nej, og istedet sætte os til bords med det samme.
Tjeneren vælger et glad hvidvin til os, som passer til den ret vi skal have først. - hertil fortæller han os en dejlig lille historie om manden bag vinen, og hvordan vinen smager. - Det starter godt!

Hos Malling & Schmidt kører de i øjeblikket bl.a. en menu med 3 retter for 450 kr. Retterne er bestemt i forvejen! Vi havde hjemmefra kigget lidt på mulighederne, og valgte den 3 retters menú. ( De har også 6 retter for 695 kr. og "Nordisk univers" som er 10 retter m. vin, champagne, snacks m.m. for 2200 kr. - Derudover sælger de også enkelte retter til mellem 125 kr. - 245 kr stk. Se mere på http://www.mallingschmidt.dk/ ).

Tjeneren kommer ind til os med en mørk halvgennemsigtig plastikbeholder og stiller på bordet. Han siger at nu stiller han lige den her, og så kan vi sidde og tænke lidt over hvad det kan være. Allerede her er min nysgerrighed helt skærpet, og jeg fryder mig allerede over overraskelser. Kokken Krisine Rødbro kommer ind til os med 3 andre ting. Hun stiller et lille glas med bolcher af rapsolie og allehånde, en lille skål med dip af bakskuld og et glas med dehydrerede grøntsager(de smagte næsten som vingummier).
Låget tages nu af plastikbeholderen og der står en svag røg op af den. Inden i er der to lange, tynde kartoffelchips, som er blevet røget på enebær mens vi har siddet og kigget på den!
Vi har svært ved at tøre smilet af, efter disse 4 små overraskelser, som ikke var en del af den beskrevede menu, men som ´bare var noget vi fik'!

Vi sidder og nipper til alle fire ting, og alle sammen er de helt specielle, og det giver os en unik oplevelse, som får os til at blive nysgerrige og ivrigt diskutere om hvad de forskellige ting kunne indholde osv.!

Kort herefter får vi serveret aftenens forret; "Hummeren som lever på havets bund". Hele retten var én stor fortælling, og bestod af en stort og utrolig velsmagende stykke hummer i marineret havsalat, hvorpå der lå sprøde tangcroutoner. Kokken hælder en grøn væde ved retten, som består af agurk og urter.
Retten fremstår alt i alt som utrolig velsammensat, og man kan ikke undgå at undres og frydes over den nærmest smeltende hummer der akkompagnieres fantastisk af de sprøde tang croutoner. Wauw, vi kunne næsten ikke tro at de følgende retter kunne blive bedre! Til forretten får vi serveret små rugbrød og hvidt brød bagt over lejrbål toppet med spæk - brødet blev fyldt op hele aftenen igennem!

Hovedretten "Den Sorte Gotlandske Trøffel" var braiseret oksesteg, overdynget med friskrevet(inde ved bordet) trøffel, hybensaft og smørcreme. Nam nam nam nam nam..... Er du tosset for en ret, sprængfyldt med smagsnuancer. Kødet nærmest forsvandt i munden på os, mens den fantastiske hybensaft gav et ordentligt smagsspark der kunne mærkes. En virkelig lækker ret  uden unødvendige overflødigheder. Vi mærkede lige så stille den dejlige mæthedsfornemmelse nærme sig, på den gode måde. Ååååh hvor er trøffel dog en, desværre dyr, men absolut fantastisk spise!

Vi sunder os lidt ovenpå retter og indtryk, før vi sætter tænderne i desserten. Jeg må blankt erkende at jeg tror det er den bedste desert jeg i mit liv har fået. Som kokken Kristine Rødbro beskrev den, kunne det være en dessert fortolkning af en klassisk pastaret med pesto... ihvertfald rent udseende mæssigt. Rent smagsmæssigt var det sprød sprød saftig æble fra familiens egen gård, sejt flødeskum, kastanjer og sorbet. Jeg kan slet ikke beskrive den blidhed og på samme tid kraftfulde karakter denne ret havde. I'm stunned!!

Som en sidste afslutning på aftenen, bestilte vi en espresso til at gå hjem på - men det var ikke blot som så! Med til espressoen fik vi en trækasse hvori der lå varme sorte sten og kolde hvide sten. På de sorte sten lå der små minipandekager og sukkermadder. På de hvide sten der små godbidder; knækbrød med karamel og rosmarin, grøn chokolade med urt, chokolade med hindbær, vingummi og chokoladetang.
Denne sidste ultra raffinerede detalje satte den ultimative prik over i'et på denne fantastiske og meget spændende mad oplevelse.

Der kan vidst ikke være nogen tvivl om at jeg på alle måder ville anbefale Malling & Schmidt. Der er intet at sætte en finger på fra service, til mad, lokaler og stemning. Er du ude efter en oplevelse ud over det sædvanlige, så overvej kraftigt om næste gang ikke skal være hos Malling & Schmidt. Pengene er på alle måder givet godt ud, og jeg kan garantere at det er dét værd. Rent faktisk finder jeg det næste uforståeligt billigt, på den gode måde, når man tænker på hvad vi fik for pengene. Vi tilbragte næsten 3 timer på Malling & Schmidt, og kunne sikkert sagtens havde siddet der længere hvis det ikke var fordi vi skulle videre i biografen!

Besøg http://www.mallingschmidt.dk/ for mere info.

mandag den 19. oktober 2009

Salvie kylling m. skorzonerødder, Hokaido, Persillepesto, sprød parmaskinke og kørvelrods soufflé!


En lørdag aftensmenu, da jeg havde lyst til at eksperimentere lidt med nye råvarer. Jeg havde købt skorzonerødder og kørvelrod, som jeg ikke havde arbejdet med før, så jeg hoppede ud i at eksperimentere. Alt maden er lavet helt uden opskrifter, så mængdeangivelserne bliver lidt på slump:

Du skal bruge(2 prs.):

Salvie-kylling:
2 stk. kyllingefileter
ca. 6-7 blade frisk salvie
½ citron i skiver
1 fed hvidløg i tynde skiver
1 mozarellaost i skiver
salt/peber

Skorzonerødder:
5 skorzonerødder
1 håndfuld hakket persille

Persillepesto:
1 bdt. frisk persille
3 spsk olivenolie
1 fed hvidløg
salt/peber
citronsaft

Hokaido:
½ hokaido græskar i skiver(fjern kernerne)
1 fed hvidløg, presset
olie
citronsaft
salt/peber

Kørvelrods sufflé:
3 stk. kørvelrod
1 bouillion terning
salt/peber
fløde 7%

Andet:
Parmaskinke(1pk.)


Start med at skære Hokaidoen. Skallen på den kan godt være ret hård, sørg for at få det hele af og skær den i skiver. Bland det med resten af ingredienserne.
Tænd ovnen på 190 grader og bag hokaidoen i ovnen i ca. 25 minutter eller til den er gennemstegt.
Steg også parmaskinken ved at lægge det på risten i ovnen, hold øje med dem da det hurtigt bliver færdigt. Tag det ud og læg det på køkkenrulle, så det kan sue det sidste væske væk.

Blend alle ingredíenser til persillepestoen, tilsæt evt. en anelse fløde for at gøre den grønne farve lysere.
Skær kyllinge fileterne næsten igennem på det flade led, og læg osten, salvie bladene, citronskiverne og hvidløget på. Krydr med salt og peber. Bag fileterne i ovnen i et ildfast fad ved samme temperatur som hokaidoen, cirka samme tid - tjek efter om de er gennemstegte.

Skræl og skær kørvelroden i mindre stykker. Kog kørvelroden til de er gennemkogte med lidt bouillon. Si vandet fra og blend det med lidt fløde og salt og peber. pisk det sammen med 2 æg og put det i to små oliesmurte forme(portionsstørrelse) og bag også dem i ovnen ca. 10-15 minutter.

Skræl skorzonerødderne under rindende vand. Det er vigtigt at du ikke lader rødderne ligge uden vand, for de bliver hurtigt brune. Når du har skrællet det yderste lag af skorzonerødderne af, skræller du resten i tynde strimler og lægger dem direkte i en skål med koldt vand. Når du har skrællet alle rødderne, lynsvitser du dem på panden i nogle minutter, så de er gennemstegte. Tag  dem af panden og bland dem med det hakkede persille.

Så er der kun tilbage at anrette og nyde. Velbekomme!

torsdag den 8. oktober 2009

SUSHI



Kunne og måtte jeg vælge mellem alt mad i hele verden, ville jeg hver dag nyde god japansk Sushi.
Det forunderlige ved Sushi er, for mit vedkommende ihvertfald, at det kun bliver bedre og bedre for hver gang jeg spiser det. Jeg har selv eksprerimenteret med at lave sushi et par gange(se billedet), men det kan selvfølgelig ikke tilnærmelsesvis komme tæt på den samme kvalitet som de uddannede sushikokke kan præstere på restauranterne.
Jeg vil specielt fremhæve to restauranter i Århus hvor du kan være sikker på at få helt aldeles udsøgt Sushi, når du skal ud og spise japansk næste gang.

Soya i Jägergårdsgade har længe været min yndlings sushi restaurant, for at sige det mildt. Ikke alene er håndværket her fantastisk og gennemført, men prisen er også rimelig og du får meget for pengene sammenlignet med mange andre steder. Lad dig ikke nare af deres ret så simple og hjemmelavede hjemmeside, det vidner ikke om den høje kvalitet sushien har. Hos Soya kan du få 9 stk. blandet sushi for 108 kr og 12 stk Sushi for 138 kr, hvilket må siges at være fair priser.
Er du ikke til Sushi kan jeg også anbefale deres "Mixselv wokret", hvor du selv krydser af hvilken slags kød, grøntsager og sauce samt ris eller nudler du vil have. Portionerne er overvældende og råvarerne superfriske og det er kun til 69 kr pr. portion. Der er som regel altid fyldt op i restauranten, så sørg for at bestille bord, hvis du vil sikre dig en plads.

En anden og helt ny sushi restaurant i Århus, som skal have et par ord med på vejen er Sota Sushi Bar i Vestergade. Jeg besøgte restauranten for første gang for en uges tid siden, og jeg var nærmest overvældet af hvor godt det var. Jeg var på ny inspireret og følte jeg gik derfra med en helt ny sushi oplevelse. Jeg var afsted med nogle veninder, og vi bestilte til sammen et stort fad med 76 stykker sushi til 850 kr. Det svarede til ca. 120 kr for 10-11 stykker sushi per mand. Tallerkenen var så sprængfyldt af forskellige og inspirerende sushi varianter, at vi alle var helt betaget af de flotte stykker!! JA, præsentation siger altså ALT! Smagen var ikke mindst lige så imponerende som præsentationen.
Personligt har restaurant Soya fået skarp konkurrence af Sota Sushi Bar, og jeg glæder mig til at udforske deres menukort endnu mere.

Jeg håber i derude vil besøge de to stedet og blive bekræftede i, at sushi bare ér det bedste!

søndag den 4. oktober 2009

Grov Haydari



Haydari er en kendt tyrkisk dip på fod med tzatziki og humus i de gode grønthandlere i Århus. Det er en skøn cremet fetablanding, som du kan bruge til det meste. Jeg elsker det specielt i pitabrød eller som smørrelse i sandwiches. Normalt er Haydarien hos grønthandleren meget smørevenlig, jeg kan dog bedst lide den lidt grovere.

Du skal bruge(stor portion):

1 pk. PUCH feta
3 tomater
1½ rød peberfrugt
½ rødløg
1½ fed hvidløg
1 spsk. tørret oregano
1 spsk. tørret basilikum
1 stor håndfuld hakket bredbladet persille
lidt citronsaft

Hak tomater, rød peber og rødløg MEGET fint. Bland det med fetablokken og pres hvidløget i. Tilsæt urter og lidt citronsaft. Krydr evt. med lidt peber - salt er ikke nødvendigt, da der er rigeligt i fetaen.